Fra opdagelsen af Amerika til det 16. århundrede
Da Christoffer Columbus på sin tredje rejse til Den Nye Verden opdagede Venezuelas kyster, var den nordlige del af Sydamerika beboet af mere end 25 grupper indfødte. Den smukke natur fik ham til at kalde området for ”Det skønne Land”, men det blev den italienske geograf og navigatør, Amerigo Vespucci (som senere gav navn til Den Nye Verden), der døbte landet ”Lille Venedig”, eller Venezuela, fordi husene ved Maracaibo-søens bred mindede ham om Venedigs bygninger.

Det 16. århundrede var en periode med udforskning og opdagelser i hele Sydamerika. Spaniernes første by, Nuava Cádiz, blev grundlagt på øen Cubagua i 1516 og senere kom byerne Coro og Cumana til. Herfra udsendte den spanske kongemagt talrige ekspeditioner. Caracas blev grundlagt i 1567 af Diego de Losada.

I begyndelsen af den koloniale periode bestod Venezuela af forskellige provinser, der var styret af den spanske kongemagt men samtidig havde en hvis grad af selvstyre. I 1777 blev provinsen Venezuela statsholderskab for provinserne Margarita, Trinidad, Guyana, Mérida La Grita og Cumaná eller Nueva Andalucía, og i 1786 blev Caracas provinsens administrative centrum, hvorfra der var kontrol over landets kirkelige, retslige og militære institutioner.

I begyndelsen af den trehundrede år lange periode, Venezuela var regeret af den spanske kongemagt, var landet ikke en af Spaniens vigtigste kolonier. Områdets mineralrigdomme var endnu ikke blevet opdaget, og de agrikulturelle og klimatiske forhold var dårligere end i andre af kontinentets kolonier. Venezuelas befolkningstal var begrænset og landets økonomi var baseret på produktionen af nogle få afgrøder. Men mod slutningen af det 18. århundrede blev Venezuela efterhånden en af Spaniens vigtigste landbrugskolonier, særligt pga. landets produktion af kaffe og kakao.

Uafhængighedskrigen
I begyndelsen af det 18. århundrede opstod uafhængighedsbevægelsen under påvirkning af Den europæiske Oplysningstid og de amerikanske og franske revolutioner samt den generelle utilfredshed med det økonomiske og politiske styre. I Venezuela fødtes to af uafhængighedsbevægelsens vigtigste skikkelser: Francisco de Miranda og Simón Bolívar, og Venezuela blev en af de første provinser, der erklærede sin uafhængighed. Den 19. april 1810 brød Uafhængighedskrigen ud, da landet officielt proklamerede sin uafhængighed.

Francisco de Miranda blev kommandant for hæren, der kæmpede for selvstændighed, men han blev snart taget til fange af spanierne, og døde i et fængsel i Cádiz i 1816. Bolívar fortsatte kampen og, efter at være flygtet til Haiti i 1815, foretog han med succes en række militære felttog i den nordlige del af Sydamerika og grundlage Bolivia. I 1819 grundlagde Kongressen i Angostura republikken ”Storcolombia”, der forenede Columbia, Panama (der stadig var en del af Columbia), Ecuador og Venezuela. I 1821 opnåede Venezuela endelig fuldstændig uafhængighed fra Spanien.

Magtkampe mellem Bolívar og en anden hærleder, José Antonio Páez, tvang Bolívar i eksil, hvor han døde i 1830 (i en San Pedro Elejandrino, Columbia), og de betød samtidig opløsningen af Storcolombia samme år. Páez blev den første præsident i spidsen for Venezuela som uafhængig republik. Venezuela bidrog i øvrigt i høj grad til flere af nabolandenes uafhængighed, men uafhængighedskrigen betød samtidig, at landet mistede næsten en tredjedel af indbyggerne.

Efter 1830 begyndte en periode kendt som Enevælden (El Caudillismo), der blev præget af rivalitet mellem de to store partier, de Konservative (los Conservadores) og de Liberale (los Liberales). I 1863 vandt de Liberale Borgerkrigen (1859-63) og indførte demokratiske principper og rettigheder i landets Grundlov fra 1864. Perioden indtil 1908 var præget af et meget ustabilt politisk klima.

Det 20. århundrede
I 1908 tog Juan Vicente Gómez magten ved et militærkup, og dermed begyndte det længste diktatur i landets historie, der varede indtil Gómez’ død i 1935. I denne periode blev landet samlet under en centralregering, og økonomien åbnede sig mod industrialiseringen. Det betød en dramatisk og meget betydningsfuld forandring for landet, for grunden til det moderne Venezuelas økonomi blev lagt med etableringen og udviklingen af olieindustrien. De første bevillinger til olieeksport blev givet i 1910’erne, og de første store eksporter begyndte i starten af 1920’erne.

Mellem 1935 og 1948 skete der en politisk transition. I 1947 fandt de første demokratiske valg sted, hvorved præsidenten Romulo Gallegos, en kendt forfatter og leder af partiet Demokratisk Aktion (Acción Democrática), blev valgt. Men præsident Gallegos’ regeringstid blev kort. I november 1948, blot ni måneder efter at have begyndt embedet, tog et militærkup, ledet af modstandere af den politiske modernisering, magten, og oberstløjtnant Marcos Pérez Jiménez ledede landet indtil 1958, hvor en folkelig modstand væltede ham.

Med valget af Romulo Betancourt som præsident begyndte et nyt kapitel i landets historie og politik, der førte til en demokratisk ledelse af landet, der varer ved til i dag.

Inspireret af Venezuelan Arts and Literature, udgivet af Venezuelas Ambassade, Washington DC. Brug af teksten til kommercielt brug er ulovligt.